Terapiformer og priser
Her kan du læse om de forskellige terapiformer, jeg som udgangspunkt tilbyder. Du er altid velkommen til at kontakte mig for en snak om en tilpasset løsning, der passer til netop dig og dit liv.
Betaling sker enten på forskud via bankoverførsel eller kontant efter endt session.
Afbud skal meldes på sms +45 30310405 senest 24 timer før – ellers betales taksten for sessionen.
Hvad kan jeg hjælpe med?
Føler du dig rodløs eller tom indeni? Er du ked af det uden helt at vide hvorfor? Ved du præcis, hvorfor du er ked af det, men ikke hvad du skal gøre ved det? Har du svært ved at slukke for tankemaskinen – eller ved at se det gode i det menneske, du er?
Som psykoterapeut hjælper jeg klienter i alle aldre til at opnå øget selvværd, ro i eget selskab og liv, at identificere hæmmende, fastgroede mønstre og overbevisninger og at forløse gamle chok og traumer. Jeg hjælper klienter til at få øje på sig selv og til at føle kærlighed og ansvar for det, de ser.
Hvem kan jeg hjælpe?
Et forløb hos mig er for enhver, der har brug for terapi – både unge og voksne, individuelt og i par eller grupper.
Hvordan hjælper jeg?
Gennem psykoterapi arbejder vi med de udfordringer eller temaer, du ønsker at arbejde med. Det kan også være, at du ikke selv kan identificere dem. Måske føles livet blot glædesløst, og du mærker, at du mistrives. Måske føler du dig fastlåst i en situation og kan ikke se skoven for bare træer. Intet problem – så gør vi det sammen.
Vi arbejder med dig som et helt menneske, fordi jeg tror på, at krop og psyke hænger uløseligt sammen. Din krop vil larme – først i det små, senere højere og højere – i forsøget på at råbe dig op, når du ikke lytter til dine behov. Derfor er det vigtigt for mig, at du hele tiden får mærket efter i kroppen, når vi arbejder hen imod at få skabt et bedre og mere afbalanceret liv for dig.
Først når du forstår, hvad det er, du laver med og i dit liv, er det muligt at ændre. Mange ubevidste tanke- og handlemønstre ligger gemt i vores livshistorie, og sammen arbejder vi på en bevidstgørelse af dem. Når vi i samarbejde får identificeret og frigjort glemte ressourcer, kompetencer, styrker, kvaliteter, potentialer, får du vendt din livshistorie til din styrke.
Undervejs i et terapiforløb kan vi støde på chok og traumer, der blokerer for både udfoldelse af dine potentialer, livskraft og din energi. Her arbejder vi med heling af disse sår ved hjælp af forskellige nænsomme teknikker, der forløser og skaber ro i tanker, fred i hjertet og lethed i kroppen.
Ud fra hvilken overbevisning hjælper jeg?
Jeg arbejder ud fra den overbevisning, at vores livshistorie påvirker den måde, vi er i verden på. Den påvirker den måde, vi interagerer med andre. Den påvirker, hvordan vi tænker om og føler for os selv. Derfor tager vi altid udgangspunkt i hele dig og det, du kommer med – her og nu – og det, du har lyst til at åbne op for. Hverken mere eller mindre.
Jeg tror på, at vi alle er unikke mennesker med iboende styrker til at skabe det gode liv, vi drømmer om. Ofte lever vi ubevidst og ude af kontakt med vores inderste følelser – den ene dag tager den anden, og vi lander midt i et hamsterhjul, der på sigt giver ubalancer og udfordringer. Jeg tror på, at når vi er modige og tør åbne op for det svære, vi står midt i, og opmærksomt iagttager, kan vi trække læring ud og begynde at ændre uhensigtsmæssige tanker og adfærd og få skabt et bedre liv i balance.
Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal grave dybt – for det fantastiske ved psykoterapi er, at dybdegravning ikke er en forudsætning for at opnå resultater. Men det betyder, at jeg altid går 100% ufordømmende ind i ethvert terapiforløb, og at jeg kan hjælpe dig til at forstå dig selv gennem din historie, både den fortidige og din nutidige, alt efter hvad der giver bedst mening for dig.
Tilgang
Jeg arbejder aldrig ud fra én tilgang eller metode. Jeg har en integrativ psykoterapeutuddannelse og masser af levet liv, hvilket vil sige, at min rygsæk (og vidensbank) er fyldt op med det bedste fra mange forskellige psykologiske retninger og metoder – krydret med egne livserfaringer. Disse anvendes intuitivt, alt efter hvad der giver bedst mening for dig i din nuværende situation.
Det betyder, at hvad enten du har brug for at sidde stille bag lukkede øjne og mærke efter i kroppen eller en dyb samtaleterapi om dine tanke- og adfærdsmønstre, så gør vi det. Måske inddrager vi noget visuelt på tavlen, måske en længere guidning/meditation eller noget helt tredje. Har du brug for bevægelse, vælger vi måske en guidet gåtur i naturen (walk’n’talk), hvor vi inddrager de kropslige fornemmelser og oplevelser fra naturen som terapeutisk metode. Mulighederne er mange, men det, der er kendetegnende for alle mine sessioner, er et kærligt nærvær, en lyttende tilgang og min urokkelige tro på, at du selv har nøglen til dit liv. Alle svar ligger gemt i dig. Du kan ændre dit liv, og jeg understøtter blot ydmygt processen.